www.almapalma.dk

www.almapalma.dk

Thailand, Koh Mook, Trang, Bangkok – dag 21.

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Wed, February 26, 2014 14:34:06

D. 26/2 2014

Så kom dagen hvor vi skulle sige farvel til de lækre strande med turkisblåt vand. Vi stod tidligt op og så solopgangen fra vores seng og terrasse. Vi startede nedpakningen og fik derefter morgenmad. Så skulle vi lige en sidste tur hen til Sugars Coffee shop, hvor vi fik Banana Oreo shakes og lige en enkelt pandekage med banana. Vi fik sagt farvel til Sugar og nåede lige at opleve én af de lokale hunde knække nakken på en kylling. Så var Pawapi´s Longtailboat klar og vi sejlede til fastlandet. I skrivende stund sidder jeg med fire køresyge piger i en ni personers bus. Vi er på vej til Trang lufthavn, hvor vi skal flyve til Bangkok klokken 15.00.

For resten så skal tandfeen på job igen. Under morgenmaden var Asta gået hjem for at børste tænder og pludselig kom hun løbende tilbage til restauranten – nu var sidemakkertanden ti den første tand også røget – hun havde selv rykket den ud med et stykke toiletpapir.

Nu sidder vi i Trang lufthavn og skal tjekke ind om 20 minutter. Thailand er virkelig et let land at rejse i, vi havde bare aftalt med receptionisten på Mook at vi skulle til Trang airport og nu sidder vi her efter 40 minutters sejlads og en times kørsel i bil – bum! Det kostede 1800 baht for alle os (dividér med 5 = Dkr)

Vi startede rejsen til Bangkok kl 11.00 fra Koh Mook og kl 17.30 tjekkede vi atter ind på New Road Guest House i Bangkok. Hyggeligt lille sted. Vi var som sædvanligt sultne og smed bagagen og spiste. Nu meldte ”vi skal have det hele med følelsen” sig, og vi tog en tuktuk til Chinatown. Det var megagodt prioriteret – Chinatown by night, var en fantastisk oplevelse. Sidst havde vi været der om dagen, hvilket de lokale sagde var kedeligt – de havde ret! Sikke en oplevelse med lys i alle farver, biler, tuktuks, busser og boder overalt. Boderne bød på lige fra helbredende urter til lufttørrede..dyr i alle afskygninger. Vi fik lige endnu en god oplevelse med. Nu er alle ”mand” trætte og bøgerne, tegningerne og aircondition kalder.






  • Comments(0)//www.almapalma.dk/#post28