www.almapalma.dk

www.almapalma.dk

Thailand, Bangkok – dag 22.

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Thu, February 27, 2014 15:08:13

D. 27/2 2014

Så er det for alvor blevet alvor (desværre). Vi starter vores hjemrejse i aften kl. 23.00, hvor vi tager en taxa til Suvarnabhumi airport, Bangkok. Derefter mellemlanding i Dubai og atter af sted til Danmark. Vi er hjemme på Fridtjof Nansens vej nr. 13 d. 1/3 2014 ca. kl. 18.30.

Dagen i dag er blevet brugt på at suuuuuge det sidste ud af Bangkok og solens stråler. Bangkok vinder stort ved nærmere bekendtskab og her er hyggeligt at være. Søde og yderst hjælpsomme mennesker og spændende ting at se på næsten overalt. Vi har været en del i shoppingcentre i dag og kørt med Skytrain. Endvidere har vi oplevet Kidzania som er en blanding af build a bear, Lalandia og Bruuns Galleri på speed. Børnene elskede det, men som voksen i lilleputland trak det lidt tænder ud til sidst – især musikken – det var det samme 3 minutter og 30 sekunder lange nummer der kørte højt og tydeligt på repeat i de 2 en halv time vi var der. Blandt sponsorerne var: Canon, McDonalds, Coca-Cola, 7-Eleven, AirAsia og honda – ikke nogen man kendte, men de er vidst store i Asien. Så er der pakket og piger tager et hvil før den lange rejse hjem.


1000 tak til Thailand for denne gang.







  • Comments(0)//www.almapalma.dk/#post29

Thailand, Koh Mook, Trang, Bangkok – dag 21.

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Wed, February 26, 2014 14:34:06

D. 26/2 2014

Så kom dagen hvor vi skulle sige farvel til de lækre strande med turkisblåt vand. Vi stod tidligt op og så solopgangen fra vores seng og terrasse. Vi startede nedpakningen og fik derefter morgenmad. Så skulle vi lige en sidste tur hen til Sugars Coffee shop, hvor vi fik Banana Oreo shakes og lige en enkelt pandekage med banana. Vi fik sagt farvel til Sugar og nåede lige at opleve én af de lokale hunde knække nakken på en kylling. Så var Pawapi´s Longtailboat klar og vi sejlede til fastlandet. I skrivende stund sidder jeg med fire køresyge piger i en ni personers bus. Vi er på vej til Trang lufthavn, hvor vi skal flyve til Bangkok klokken 15.00.

For resten så skal tandfeen på job igen. Under morgenmaden var Asta gået hjem for at børste tænder og pludselig kom hun løbende tilbage til restauranten – nu var sidemakkertanden ti den første tand også røget – hun havde selv rykket den ud med et stykke toiletpapir.

Nu sidder vi i Trang lufthavn og skal tjekke ind om 20 minutter. Thailand er virkelig et let land at rejse i, vi havde bare aftalt med receptionisten på Mook at vi skulle til Trang airport og nu sidder vi her efter 40 minutters sejlads og en times kørsel i bil – bum! Det kostede 1800 baht for alle os (dividér med 5 = Dkr)

Vi startede rejsen til Bangkok kl 11.00 fra Koh Mook og kl 17.30 tjekkede vi atter ind på New Road Guest House i Bangkok. Hyggeligt lille sted. Vi var som sædvanligt sultne og smed bagagen og spiste. Nu meldte ”vi skal have det hele med følelsen” sig, og vi tog en tuktuk til Chinatown. Det var megagodt prioriteret – Chinatown by night, var en fantastisk oplevelse. Sidst havde vi været der om dagen, hvilket de lokale sagde var kedeligt – de havde ret! Sikke en oplevelse med lys i alle farver, biler, tuktuks, busser og boder overalt. Boderne bød på lige fra helbredende urter til lufttørrede..dyr i alle afskygninger. Vi fik lige endnu en god oplevelse med. Nu er alle ”mand” trætte og bøgerne, tegningerne og aircondition kalder.






  • Comments(0)//www.almapalma.dk/#post28

Thailand, Koh Mook – dag 20.

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Wed, February 26, 2014 07:36:40

D 25/2 2014

Sidste stranddag og en "lille" stemning af vemod.

Vi fik badet en masse og fik vandret rundt på omkring i vores nabolag. Vi tog en taxamotorcykel til en gummiplantage for at se hvordan de bearbejdede latex/gummi fra træer. Det var i hvert fald planen - motorcykelmanden kørte os tilbage til Charlie Resort på den anden side af øen fordi naboresortet hed …. Rubbertree Resort, men han prøvede det bedste han kunne for at finde ud af, hvad vi egentlig mente og hvad vi ville. Vi fik ikke set bearbejdningsfasen, men træerne (som vi jo havde set flere gange) sagde vi lige hej til igen. Malene havde spottet et hus med gummi”måtter” hængende ned fra loftet på rundstokke – det hus besøgte vi senere på dagen, da manden var på arbejde om dagen. Da vi kom om aftenen sad der en gammel kone som bare grinede af vores forespørgsel – hun forstod intet, men alligevel endte Malene med nogle billeder af gummimåtterne.

Ellers så vi friskfangede fisk og blæksprutter og ananasplanter.

Vi sluttede dagen af med den største is vi nogensinde har konsumeret.






  • Comments(0)//www.almapalma.dk/#post27

Thai internet og billeder

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Tue, February 25, 2014 05:31:39
Der er ikke kommet så mange billeder på denne lille dagbog som håbet, men det kommer.

  • Comments(0)//www.almapalma.dk/#post26

Thailand, Koh Mook – dag 19.

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Tue, February 25, 2014 05:20:41

D 24/2 2014

Efter en dejlig nats søvn skulle vi tidligt op – det mente Asta i hvert fald! Så Asta og jeg var på stranden og lege med bastardhunde kl. 07.00, men smukt det var det.


De andre var klar til morgenmad lidt i otte. Det er altså noget lettere at komme op når der er lyst om morgenen – vi glæder os ikke rigtigt til at komme hjem til kulden og mørket, men vi kan godt mærke at nu er det snart at vi skal vende næsen hjemad igen. Det har været rigtig skønt og berigende for vores lille familie med sådan en tur. I dag fandt vi stedet der røg direkte ind på top 3 spise og kaffe sted ”Sugars Coffee Shop” – ja, mad igen.. Superhyggeligt sted, hvor der havde stået 2,5 meter vand under tsunamien. Men i hvert fald indtog vi både frokost og aftensmad på stedet. Sugars lå midt blandt skibsbyggesteder, fiskere og frugthandlere. På asfaltvejen, 2 meter fra vores bord, rendte gæs, hunde, katte, knallerter, motorcykler og små børn med bar nummi. Det er meget sjovt at iagttage ens egne børn i sådan en sammenhæng – vi er slet ikke i tvivl om, at de har fået mange gode oplevelser, som ligger et par meter væk fra det som de er vant til – vi har forhåbentlig formået at pille ved alles comfortzone – ”Life begins at the end of the comfortzone” – citat Gajol. Det er også én vi skal skrive os bag øret som en god souvenir.









  • Comments(4)//www.almapalma.dk/#post25

Thailand, Koh Mook – dag 18.

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Sun, February 23, 2014 15:32:24

D. 23/2 2014

I dag var det flyttedag. Vi skulle fra TV2 Charlie Resort/Skandinavien og om til det nogenlunde oprindelige Thailand. Pawapi Resort. Nun, som vores søde receptionist hedder, var lidt forundret over hvor mange mennesker vi egentlig var og hun lavede en tys tys aftale med os. Heldige os, for vi fik et større og bedre hus til de samme penge som vi skulle have givet for det oprindelige. Megaheldigt for os at vi kom på dette tidspunkt, for hvis vi var kommet senere i dag havde vi ikke haft muligheden. Turen fra Charlie Resort og til Pawapi foregik i to sidevognmotorcykler der kæmpede sig igennem landskabet med henholdsvis 2 og 3 hærdebrede vikinger og deres bagage ombord – Man vækker en kende opsigt med 193 cm i en sidevogn, men pyt – det er hyggelig transport og bedre en tivoli.

Vi har udforsket vores nye område og luret i de lokale butikker. Til frokost spiste vi på ”Team Restaurant” – fin knejpe med lyserøde vægge og mintgrønne plastikstole. Under maden kom 8 ældre lokale i deres fineste pus – damerne med paraply og mændene med hat. Det mindede om en søndagsmiddag og var det hyggeligt at være vidne til deres latter og pludren.


Til aften mødtes vi med familien fra Fredensborg og tog til the village (de lokale) og spiste god mad i blæsevejr – men så har vi også prøvet det.

På vej hjem var vi lige ved at blive ramt af en palmegren der drattede ned fra oven – temmeligt stort chok, men heldigvis ingen tilskadekomne.







  • Comments(0)//www.almapalma.dk/#post24

Thailand, Koh Mook – dag 17.

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Sun, February 23, 2014 15:31:20

D. 22/2 2014

Vågnede efter en dejlig søvn i dejlige fredfyldte omgivelser. Vi var lidt spændte på morgenmadsbuffeten og den skuffede bestemt ikke. Der var alt hvad hjertet kunne begære af gode sager og endda en thai med kokkehue der tryllede frisklavede omeletter frem i hobetal. Efter god mad ville vi over på den anden side af øen, da vi endnu ikke var sikre på om vi havde noget at sove i fra d.23-26/2 – det har vi! Gåturen tværs over øen var dejlig befriende, ligesom i væk fra Stig Ellings turister. En masse små hyggelige butikker og en masse thaiboliger. Thaierne her, lever virkelig i lort til halsen. Der er meget beskidt, men alle er glade og stemningen blandt thaier og turister(os) er dejlig hyggelig og yderst behagelig. Da vi kom til målet – eller næsten var pigerne trætte. Det havde været en lang og meget varm tur forbi gummiplantager, banantræer, 1000 motorcykler m.m. så de tog en motorcykeltaxa hjem og jeg forsatte alene til fods. Vi fik endelig booket Pawadi Resort, dog ”kun” et hus til to – nu til fem. Og vendte hjem med de gode nyheder. Da jeg kom hjem tog vi en hurtig beslutning og bestilte en tur til Emerald Cave – Smaragdgrotten, hvor sørøvere tidligere gemte deres skatte og som nu er en del af naturseværdighederne – fantastisk oplevelse, som vi ”desværre” måtte dele med en million japanere, meget larmende japanere der troede at de var i Tivoli. Der er ingen som dem, der forstår at tage gruppebilleder og selfies – flere af dem havde en selfie stav til gruppebilleder. Kameraet på staven stræk, armen og 20 råber cheeeeeeese!!



Asta tabte sin første tand i dag. Den havde været løs i et par dage og i dag skulle den ud. Jeg svuppede den ud med en serviet og hun tog det megasejt – og hun var mega stolt!! Så må vi håbe at tandfeen kommer til Thailand.

Ellers har vi daset ved poolen, læst i vores bøger og skrevet postkort. Jeg fik en omgang thaimassage, da jeg tænkte at én gang var for lidt på sådan en tur.

Til aften har den stået på aftensmad og solnedgang. Her er virkelig dejligt og vi nyder hver dag i fulde drag.









  • Comments(0)//www.almapalma.dk/#post23

Thailand, Koh Mook – dag 16.

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Sat, February 22, 2014 14:58:15

D. 21/2 2014

Vi tog afsked med Koh Kradan, Island Resort og krybhelvede kl 10.30. Der havde vi en aftale med vores cannabisrygende Longtailboatcaptain i Hop of life(båden) . Vi krydsede søen i nogenlunde høj sø, så lidt kølende vandstænk fik vi da. En hyggelig tur på 25 minutter.


Vi ankom til Koh Mook og havde intet sted at overnatte. Vi prøvede det første sted og der var heldigvis bingo. Jeg var blevet på stranden sammen med bagagen og Malene og pigerne var taget på overnatningsfangst. Dagmar kom løbende tilbage med kæmpe julelys i øjnene – ”Far, vi skal være her – og de har en pool”. Hun var helt oppe at ringe og vi har fået noget der minder om luksus i en muret bungalow med aircondition, tætte vinduer med myggenet, gulv som man ikke er bange for at falde igennem og sidst men ikke mindst – rummet bliver faktisk oplyst, når man tænder for lyset – ganske smart.

Pigerne elsker poolen, det er anderledes med forældrene – men hvad gør man ikke?! Vi fandt ud af efter ganske kort tid, at vi var endt i en skandinavisk koloni, så vi skulle lige tænke os om når vi spyttede noget ud i det offentlige rum. Dette Charlie Beach Resort er meget anderledes og meget mere charteragtigt end det vi hidtil har boet i, men nu prøver vi det i 2 dage og så drager vi om på sydøstsiden af øen til Pawapi Resort. Charlie Resort ligger på vestsiden. Det er på denne ø vi skal besøge Emerald Cave – en klippeåbning som man kun kan komme ind i når tidevandet er rigtigt. Man skal, sammen med en guide, svømme/flyde 80 meter ind i en klippe og derinde skulle man finde den smukkeste lagune – der af navnet, Smaragdgrotten/hulen.

En lille, men dejlig detalje var da vi tjekkede ind på resortet, så kom der en bakke med velkomstdrinks. Det var sgu noget andet end det vi lige havde været bosat i, 25 minutters sejlads derfra.







  • Comments(0)//www.almapalma.dk/#post22

Thailand, Koh Kradan – dag 15.

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Sat, February 22, 2014 14:51:42

D. 20/2 2014

I dag skulle vi så for alvor prøve det ih og åh så dejlige koralvand omkring ”vores” lille ø. Vi havde hyret en longtailboat ”Hop(e) of life” med store cannabisblade malet hen ad siderne. Kaptajnen, der kunne lidt engelsk, bar cowboyhat og var ét stort intetanende smil. Han serverede frisk papaya –der smager af bræk og det der er værre.. men flink var kaptajnen. Han sejlede os rundt om øen og vi havde fire snorklestop som vi dyrkede i stor stil sammen med familien fra Fredensborg.

Før koralturen kl. 13.30 havde vi været lidt ”off-piste” i den lokale jungle. Asta og jeg var de eneste der havde fodtøj på og det var måske ikke det smarteste udstyr til en jungleafstikker, men vi klarede den da. Selvom vi halvvejs, det vil sige Asta næsten trådte på en mega stor skolopender, der selvfølgelig nåede at stikke af før vi andre så den. Ud fra hendes reaktion og beskrivelse var det bestemt ikke noget hun havde fundet på! VI skal lige have googlet en orange skolopender med hjerteformet mønster hen ad ryggen.

Til aften fik vi rigtig god BBQ fisk sammen med Fredensborg folkene og i morgen drager vi videre til Koh Mook/Muk. Vi er på kanten af vores comfortzone, da vi endnu ikke har noget at bo i… Men det håber vi at vi finder.






  • Comments(0)//www.almapalma.dk/#post21

Thailand, Koh Kradan – dag 14. Fluernes og stjernernes ø

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Sat, February 22, 2014 14:49:22
D. 19/2 2014

Efter endt morgenmad tog vi til sydspidsen af øen for at snorkle, her var fint. På vejen hjem stødte vi på en masse japanere i redningsveste. De var på tur i dobbeltdækkerfærge – mega kikset , men også sjovt med næsten fuldt påklædte mennesker i redningsvest – på en halv meters dybde.

Vi tog til øens udsigtspost som krævede et barn i hvert hånd – lidt for spændende og meget langt at falde hvis uheldet havde været ude.


Så skulle vi spise og sad på den gode Paradise Lost (som den hedder). Tjeneren, en ung dreng var lidt glemsom og varmeramt og prikken over i´et var da vi bestilte 3 chokoladeis, så kom han tilbage med 3 vaniljeis.

Så skulle der bades igen og efter det havde danskerne snitteværksted. Morten havde åbenbart for vane at lave et skib når tiden bød sig på deres rejser – det smittede. (tak for inspiration). Vi spiste aftensmad med Morten, Michala, Bertram og Karla og kom hjem til turens største edderkop – den var edderrøvme klam og var på størrelse med Astas hånd. Pigerne var helt opløste af skræk og jeg skulle klaske den. Desværre lever den et eller andet sted derude – endnu.. For at det ikke skulle være nok, så kom der en adræt kakkelak spankulerende på væggen bagefter.. Jo, Thailand er herlig.





  • Comments(0)//www.almapalma.dk/#post20

Thailand, Koh Kradan – dag 13.

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Sat, February 22, 2014 14:47:31

D. 18/2 2014

I morges blev vi atter vækket af Haddaway med sin ”What is love”. Vi skulle op og videre til Kradan. Vi fik indtaget morgenmad og fik taget de sidste billeder fra denne fine lille hyggelige ø. Båden kom, dog noget forsinket, men den kom og vi blev sejlet ud til speedbåden som fragtede os til Koh Kradan – øen med et flot koralrev lige uden for døren. Koh Kradan, Island Resort. Vi tjekkede ind på stranden hos den meget halte ”hvide” krofatter og blev vist til vores bambushytte – nu i to etager. En meget simpel, men hyggelig og yderst autentisk hytte – pisseskæv og med gyngende gulve overalt – men hyggelig.


Vi mødte en anden danskerfamilie hernede – mor, far og Karla på 10 og Bertram på 7. Rigtig søde og fra Fredensborg på Sjælland. Dem spiste vi sammen med dem til aften på den Restaurant Paradise Lost. Vejen derhen mindede mest af alt om flere af scenerne fra ”Udflugt med døden”, forladte huse, øde veje, enkelte tabte sko og cikadesang. På restauranten havde et stort skelet fra en delfin eller noget andet.. måske den tidligere ejer. Restaurantens hund manglede det meste af det ene forben – så Asta skulle lige tænkte sig en ekstra gang om inden hun bestilte en Hotdog. Vi spiste og da vi skulle hjem havde den anden familie heldigvis en pandelampe – der var mørkt! Men vi har set den vildeste stjernehimmel indtil videre. Crazy landskab ham Thailand kan tilbyde.





  • Comments(0)//www.almapalma.dk/#post19

Thailand, Koh Bulon Lae – dag 12.

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Mon, February 17, 2014 08:39:26

D. 17/2 2014


Først en rettelse fra i går.
Koh Bulon Lae har ikke kun èn restaurant og én butik – Der er masser af begge dele. De ligger bare hyggeligt gemt rundt omkring på øen. Vi har udforsket det meste af øen idag og her er virkeligt skønt at være. Her er ikke mange turister. Dem der er, er meget fredelige og virker totalt indstillede på, at på denne ø er der intet andet at lave end at slappe af og nyde roen og stilheden – og så måske lige dyrke lyden af cikader, bølgernes brusen og synet af de flotte fugle, ørne, øgler m.m. Koh Bulon Lae kan klart anbefales som et sted man kan slappe virkelig af. De lokale er rigtig hjælpsomme og alt kan klares inden for kort tid. Vi fandt en øde strand hvor vi havde det hele for os selv. Det var fedt at prøve fornemmelsen af, at man havde opdaget noget ”øde”. Øde, ligesom der slentrede et par lokale rundt i den bagvedliggende bar og at Asta fik en ny legekammerat – ”Mor, hvorfor ser drengen tænder sådan ud” – ”De er bare rådne..” Så i aften får den nok fuld skrue med børsten.

I morgen kommer der en speedbåd og henter os og så drager vi til Koh Kradan. Koh Kradan er kendt for sine fantastiske koraller. Der har vi booket et familyhouse fra d. 18/2-21/2, altså tre dage. Efter dette tager vi den sidste ø – Koh Mook/Muk (de staver som ind i…).



  • Comments(1)//www.almapalma.dk/#post18

Thailand, Bulon Lae - dag 11.

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Sun, February 16, 2014 15:13:56

D. 16/2 2014

Så er vi ankommet til noget nær paradis.. det troede vi at Koh Lipe var, men denne her ø er virkelig også lækker og der er meget få mennesker - dejligt! og så har de Wi-fi der virker nogenlunde. Kunne ikke smide noget op på nettet på Lipe, så derfor er der nu kommet en bunke tekst. Billederne må vi nok vente med, da det kræver mere båndbredde. Koh Bulon Lae er virkelig et læse, hygge og slappe af´sted. Her er én lille butik og én restaurant med, gæt en gang, go mad!





  • Comments(0)//www.almapalma.dk/#post17

Thailand, Koh Lipe - dag 10.

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Sun, February 16, 2014 07:01:59

15/2 2014

Fik lækker morgenmad på Café Elephant på Lipe walking street. Efter dette tog vi en motorcykeltaxa (motorcykel med stor sidevogn) og tog til den sidste strand strnd som vi endnu ikke havde besøgt, Sunrise beach. Vi blev bekræftet i, at vi havde været heldige med ”vores” egen strand – Sunrise var lækker og bountyagtig, men havde ikke det samme som Sunset og Pattaya. Efter Sunrise begav vi os på lidt af en satset tur hjem. Jeg havde gået turen før, ved lavvande.. Nu var det højvande og liiidt for spændende for børn og voksne. Vi klarede skærene, (og ja, der var nogle lede skær) Malene slog hovedet op i noget beton og Alma panikkede over uoverskuelig skovbund. Men da vi nåede frem til hvor vi skulle spise var alle glade igen. Vi var hos hundene en del af tiden i dag – pigerne er så glade for dem og Dagmar sidder med dem på skift og renser dem for lopper.



Vi tog alle hen og fik gode kanelsager og derefter lejede vi en havkajak for en time – det var et hit og pigerne var ude på skift og alle fik ret godt styr på kajakken. Vi sluttede eftermiddagen sammen med hundene og tog hjem i bad.

Nu har vi spist, pakket og er snart på vej i seng. I morgen tager vi til Koh Bulon Lae og ser hvad den har at tilbyde.







  • Comments(1)//www.almapalma.dk/#post16

Thailand, Koh Lipe - dag 9.

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Sun, February 16, 2014 06:58:14

14/2 2014

Lidt af en ”off” dag for Asta og jeg (Mads). Asta kastede op og jeg var en kende skidtMads – madlede m.m. Men resten hyggede sig og fandt et sted, Flour Power på Sunset beach, hvor de havde lækre cinnamonrolls – lige noget for kanelelskerne.



  • Comments(0)//www.almapalma.dk/#post15

Thailand, Koh Lipe – dag 8. Boat-trip, snorkling, abe ø og vilde sandstrande.

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Sun, February 16, 2014 06:55:55

13/2 2014

Boat-trip, snorkling, abe ø og vilde sandstrande.

Vi havde sat vækkeuret til kl. 7.30 og vågnede til Haddaways ”What is love”. Vi skulle ”tidligt” op for vi skulle på tur i det lokale øhav. Vi fik smurt os ind i solcreme fra top til tå og fik god morgenmad på Café Lipe – åbenbart den bedste morgenmadsjoint på øen. Vi sejlede kl. 9.30 og kom hjem igen kl. 16.00 og der imellem havde vi oplevet: fantastisk flotte koralrev, en masse forskellige fisk, bountystrand med frokost og eremitkrebs i 100vis, abe ø med mulighed for fodring, Malene fandt 8 kg muslingskaller (6 stk. - gæt selv hvor store de var), endnu et snorklested med hele Nemolandsbyer, et megagodt snorklested mere, en sten-ø belagt med sorte sten og hvide døde koraller og sidst men ikke mindst livet ombord på en longtailboat med alt hvad det indebærer af udfordringer. Turen var vildt god, rigtig flot og spændende for alle aldre.


Dagens styrt stod Alma og Asta for om bord på båden, da de begge prøvede at styrte bagover på den løsthængende stige – ingen kom heldigvis til skade. Senere ”druknede” Dagmar næsten – hendes eget udsagn! Da vi skulle spise aftensmad ville Alma løbe på stranden og èn af de lokale bastardhunde troede at hun ville lege og væltede hende om på jorden. Alma blev selvfølgelig forskrækket og hunden fik et velfortjent ”ben”.





  • Comments(1)//www.almapalma.dk/#post14

Thailand, Koh Lipe – dag 7 Dagen hvor øen fik varer.

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Sun, February 16, 2014 06:53:56

D. 12/2 2014

Vi vågnede i nat med et ordentligt brag.. Det var Asta der var faldet ud af sengen og var temmelig tummelumsk. Vi faldt alle i søvn efter lidt tid og sov lidt længere end normalt, tror at alle trængte. Vi spiste morgenmad på den mest idylliske café/backpackerjoint ”Koh Lipe Café”. Efter morgenmaden pakkede vi vores snorkle og bade udstyr og tog til den sydligste del af ”vores” Pattaya Beach – en mikroefteraber af navn ifht dens storebror som er vild og ligger lige syd for Bangkok.

Der fandt vi en lille lagune med få mennesker, samt vagtstation nr. 419 – bemandet med én surtudseende vagt. Han skulle eftersigende holde øje med fjendtlige skibe og fly. Vi hang ud der et par timer og fandt det bedste snorklested vi havde prøvet – indtil videre.. Masser af fisk, store og små i alle mulige farver, klippestykker og andet øjeguf. Dejligt at være på opdagelse.

Så skulle vi fodre hundehvalpene på den anden side af øen – Sunset Beach. Pigerne havde købt hundetørfoder som vi medbragte – stor succes! Inden da, fik vi booket vores billetter til Bangkok. Vi flyver fra Trang lufthavn til Bangkok d. 26/2 kl. 15.00. Indtil videre ved vi at vi slutter vores ø-hop på øen Koh Mook, som ligger 40 minutters sejlads fra fastlandet og derfra videre i 40 minutter til Trang lufthavn. Fin rejsetid.

Mht. varer til øen, så kan vi fortælle at de ikke kommer sovende til deres hårdtjente penge. Der kom alt ind med både, lige fra fladskærme til H-profil jern og alt sammen transporteret i deres hårdt pressede longtail boats – spændende job, lidt for spændende til tider. Når de så ankom til stranden stimlede aftagerne sammen og fik tømt skibende for proviant og dernæst blev det fragtet ud til den endelige destination.


Undervejs var der en fiskeørn der var på jagt tæt på land – meget fascinerende for en skabsfuglenørd.

Mulig rute.

DK - Dubai – Bangkok – Hat Yai – Pak Bara(havn) – Koh Tarutao – Koh Kra – Koh Lipe – Koh Bulon Lae – Koh Kradan – Koh Mook – Trang – Bangkok – Dubai - Danmark





  • Comments(0)//www.almapalma.dk/#post13

Thailand, Koh Lipe – dag 6 Dagmars fødselsdag og dagen uden solbadning.

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Sun, February 16, 2014 06:52:16

D. 11/2 2014

Dagen startede 7.30 med sang og balloner og en lille medbragt gave. Dagens program stod Dagmar for. Hun ville have morgenmad på den lokale Family restaurant og derefter til gårsdagens fund af søde hundehvalpe. Vi var dækket ind i både tøj og faktor, da alle mand er solbrændte – underligt efter en hel dag i høj sol..

Vi tilbragte et par dejlige skyggefulde timer på stranden og begav os derefter hen til vores receptionist for at få nogle penge tilbage pga. vores dobbelbooking af hytter – vi havde booket 2 og havde kun brug for én. Heldigvis var de til at snakke med, så det endte med at vi fik nogle af vores penge tilbage – dejligt.

Vores eftermiddagsmad blev ligeledes indtaget på den lokale og det samme gjorde aftensmaden. Megagod og veltilberedt mad og lækre friske juices og smoothies. Dagmar nød sin ”eksotiske” sandwich med tun, fritter og ananas smoothie. Efter maden gik en tur op og ned af gågaden. Mange små butikker, hvor priserne er ens og man kan stort set købe det samme i alle butikkerne. Vi fik is og kaffe til dessert og så gik turen hjem til bambushytten igennem. Det er nok ikke foreløbigt at Dagmar kan holde sin fødselsdag på denne måde, meeeeeeeen…



  • Comments(0)//www.almapalma.dk/#post12

Thailand, Koh Lipe - dag 5 - Snorkel og bade og snorkel og bade og snorkel og bade..

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Sun, February 16, 2014 06:51:08

D. 10/2 2014

Dagen i dag er blevet brugt på Sunset Beach – stranden med den flotteste solnedgang på øen – og ja, den var virkelig flot. Vi var hele dagen på Sunset siden, hvor vi snorklede og så alle mulige fisk, Nemo, papegøje m.fl. som vi ikke kender navnene på – endnu! Endvidere var der et hundepar med deres 5 små søøøøde hvalpe. Pigerne var helt solgt!

Pigerne og jeg er blevet godt ristede af solen på trods af mange lag solcreme – selv Malene er blevet rød ”Solcremefascisten” blandt venner. Koh Lipe er virkelighed en lækker bounty ø – kan klart anbefales, hvis nogen skulle få lyst. Søde, venlige og glade mennesker overalt og maden er fantastisk!.







  • Comments(0)//www.almapalma.dk/#post11

Thailand, Koh Lipe - dag 4. Farvel hektiske storby og goddag du skønne sandstrand.

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Sun, February 16, 2014 06:49:51

d. 9/2 2014 lipe4533

Vi startede i nat kl 03.00 med fire forskelligt syngende vækkeure. Vi vågnede, heldigvis og kom i tøjet – alt var pakket og klar til afgang. Vi satte os ned i den forudbestilte taxa og kørte til lufthavnen, selvfølgelig i høj fart. Bangkok er også fascinerende med 120 km/t om natten. Vi checkede ind og alt gik som smurt, bortset fra at Alma havde noget maveonde pga penicillin og nok også en kende rejsefeber. Vi kom om bord på AirAsia flyet og blev guidet igennem katastrofeprocedurerne af tre godt malede thaipiger. De viste sig at være vældig søde og hjælpsomme da Alma efter et kvarters flyvning måtte kaste op. Heldigvis i en pose, så ingen ballade.

Vi ankom til Hat Yai lufthavn og blev modtaget af dem der skulle fragte os til skibet/speedbåden, som igen skulle fragte os til Koh Lipe. Vi skulle køre i minibus i halvanden time og det var faktisk noget mere spændende end hvad danske tivolier kan præstere – hold kæver de kører råddent i Thailand! Men jeg har faktisk endnu ikke set en bulet bil?!

Vi kom frem til båden og blev presset sammen med en stor flok japanere, samt et par andre fra Europa.

Der var fuld gas på båden og dette tog ligeledes halvanden times tid – der var indlagte soppestop, hvor det sidste klart var det lækreste vand og sager.

Da vi kom til Koh Lipe blev vi sat af speedbåden og over på en større båd, hvor vi så kunne købe billet til en longtailboat, som SÅ endelig kunne fragte os til vores næste uges feriested, Koh LIpe.

For billetsalget stod en ubarberet ladyboy – knap så charmerende og endnu mindre effektiv. Men vi fik billetterne og nu skal vi være her i en uge.

Vi har snorklet og spist mad på stranden – til aften fik vi en Jackfish på 1,1 kg lavet på grillen og indtaget på sandstranden – det var ikke værst.






  • Comments(0)//www.almapalma.dk/#post10

Bangkok dag 3. Ramt af begrænsningernes kunst.

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Sat, February 08, 2014 14:12:01

8/2 2014


Startede dagen med morgenmad på Guest House – nu med banan i klase.
Vi havde i dag forsøgt at planlægge lidt rute rundt i Bangkok, så vi havde lidt styr på den sidste dag i Bangkok. Det blev forpuret af demonstrationerne rundt omkring i byen.
Vores gåtur til Lumphini Park blev aflyst fordi vi blev bedt om at vende om pga. store demonstrationer, som bestemt ikke var turistvenlige. Lumphini Park skulle ellers være et dejligt rekreativt område med både Tai Chi og legepladser. Men nej, ikke i denne omgang.



Pigerne ville gerne prøve Fish Spa, så det var nok dagens mest eksotiske (og sikreste) oplevelse.



Vi bevægede os i dag lidt mere ud blandt de små og lokale spisesteder. Vi fandt god mad på lokal restaurant med god kaffe. Alle de steder vi har spist thaimad har indtil videre været intet mindre end supergodt. Lidt stærkt til tider – men det er lige noget for fatter;-)


Vi valgte derefter at bruge 750 Baht (=150 Dkr) på at få lov til at dase ved poolen på det nærvedliggende Hotel - The Swan. Dette var inklusive håndklæder og én gratis drink/sodavand. Her hyggede vi i et par timer.


På vej hjem, 200 meter, nåede vi lige et pitstop ved den lokale gadekaffepusher.


Dernæst skulle pigerne på istur til Family Mart (Malene havde spottet passionsfrugtis) og stop ved frugtbod. Vi er ved at finde ferieformen i Bangkok og sad på en sten tæt på en af de befærdede veje og nød en is – i smog, røg og bedstemødre bag på knallerter.


Vi sluttede dagen af med aftensmad på Guesthouse og skal snart sove da vi skal op kl 03.00 i nat. Vi flyver videre til Koh Lipe i morgen tidlig kl. 06.30. Det glæder vi os til – så starter strand og snorkel eventyret. Farvel hektiske og knap så børnevenlige Bangkok og goddag til sandstrande og turkisblåt vand. Spændende om det holder stik?!













  • Comments(2)//www.almapalma.dk/#post9

Bangkok dag 2 - Rundtur uden destination

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Fri, February 07, 2014 16:25:42

7/2 2014 Bangkok, Thailand.

”Betagende, bedragende, beskidt og blændende smuk. Bangkok. Betagende i morgensolens refleksioner på himmelstræbende glasfacader. Bedragende midt på dagen, når ens bare tæer brænder på tempelgrundens gulv. Beskidt, når eftermiddagstrafikken stønner i længselsfuld venten. Og blændende smuk, når skæret fra neon og guld rammer floden i den vuggende rytme mod nattero.”
Citat: Turen går til Thailand. 8. Udgave.

Vi startede dagen med utraditionel English Breakfast, ThailandStyle med dejlig frisk frugt, æg og… pølse – tror jeg.

Derefter tog vi til fods til ChinaTown. Vi blev stoppet op til flere gange af insisterende tuktukbanditter, men vi var blevet klogere siden i går – det mente vi i hvert fald på daværende tidspunkt.. I Chinatown var vi kommet liiidt for tidligt da al action sker om aftenen. Fint og børnevenligt sted med mange muligheder for at købe alt det vi ikke lige stod og manglede. Vi fik hævet en del Bahts og ungerne fik is og en på opleveren, da de så en skolegård iklædt en masse børn i skoleuniform.


Dernæst mødte vi en ThaiTaxamaaan, der ville køre os et sted hen, som kun han kunne udtale. Vi aftalte, at han skulle køre os til Grand Palace – noget kongehalløj, med en masse guld og en smaragd Buddha på HELE 66 cm.. Inden ankomst til Grand Palace ville vi have noget at spise og han kendte et godt sted med lokal mad. Og gæt engang hvor det var.. samme sted som tuktukbanditten fra i går kørte os hen – totalt godt system de har! Vi spiste igen god mad og ingen smadrede skåle denne gang. Malene fik den vildeste udhulede ananas med lækkert fyld af diverse, nærmest som et velsmagede opvarmet studenterbrød – nu med karry og ananas.


Da vi kom tilbage til taxaen var chaufføren blevet lidt anderledes og bekymret, demonstranterne skulle til at på fremtog igennem byen, hvilket betød at mange veje i indre by ville blive spærret af fest, tæsk og skud – så han anbefalede os at tage flodvejen med båd. Vi takkede ja, og han kørte os til endnu en piratKaj som gerne ville have vores penge. Vi takkede nej, og fandt selv en nærliggende kaj – havnebussen/turistbåd, skidehyggeligt og autentisk. På vej til havnen i taxaen, så vi demonstrationen – en kende anderledes end en flok mangentafarvede pædagoger eller lockoutede lærere – Der var SINDSYGT mange og bannerføreren stod/gik som NFL spiller der var på vej i tackling, bare iført tysk militærhjelm og farverigt tøj

Vi ankom til Grand Palace og gik ind i den store park og blev anråbt, fordi vi havde upassende påklædning på. Dresscoden var tildækket alt og mange kunne låne tøj for 200 baht pr. del. På det tidspunkt var der 400 gr. varmt og vi havde udsigt til en knap så børnevenlig attraktion, så vi sadlede hurtigt om og tog til Wat Pho hvor den Liggende Buddha lå og lignede verdens største sofadyr – 46 meter lang og 15 meter høj. Dette var en stor oplevelse for store og små. Dette var ligeledes i en slags park med mange mange fine huse og alt i guld og mosaik.


Efter denne gode oplevelse tog vi båden tilbage og skulle lige huske at købe pudder til Astas inderlår (fat mans rash).

Til aften fik vi indisk mad, god, stærk og dejlige bruskstykker i den udbenede ”kylling”, men godt, det var det.

Det er fredag og ungerne shoppede slik i den lokale Family Mart. Så den stod på bøger, UNO og fredagslik på værelset.













  • Comments(1)//www.almapalma.dk/#post8

Endelig i Thailand - Bangkok dag 1.

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Fri, February 07, 2014 13:53:33

6/2 - 2014 Bangkok, Thailand


Vi blev mødt af en dejlig mur af sol, varme og en kende smog og andre gode sager. Vi fik hævet de første thaidollars og så kører bussen. Jeg, Mads, kørte igennem natten uden søvn og deeet er eftersigende ikke så smart, men nu prøver jeg det – wauw, et liv på kanten;-).

Nu har vi tjekket ind i vores lille hyggelige lejlighed, kørt Tuktuk (åbenbart mafia tuktuk..) vi skulle i hvert fald en masse steder hen, som vi ikke vidste at vi ville – ædelsten/diamant bix og sy din egen habit/kjole butik. Chaufføren fik goodies ved nye kunder – rookiemistake, men så er Tuktukken vinget af - Bigtime! På tuktukturen nåede vi også lige at få en lokalt måltid – pissegolækkermad de thaier kan trylle frem af kat og rotte. Pigerne startede med en bananasplit, hvor Alma lige tryllede med at smadre isskålen.. Så er vi på tur:-)











  • Comments(0)//www.almapalma.dk/#post7

Mellemlanding Dubai

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Thu, February 06, 2014 14:05:07


Gode råvarer og købte for en milliard brød og kage – vi ved nemlig ikke hvad deres valuta er værd.. så er det godt at vi har gratiskortet med (læs: visa) lækker kaffe på Costa Coffee & liggestole til de hurtige og trætte. Klokken er nu 22.45 DK, 01.45 i Dubai og 04.45 i Bangkok.








  • Comments(1)//www.almapalma.dk/#post5

Flyvetur fra Cph til Dubai

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Thu, February 06, 2014 14:00:27


– som at flyve med Fona, fladskærme overalt. Blev liiidt skuffede over vores pladser, da vi så 1. class som var mega lækker - på den mega kitchede måde – en rigtig drengerøvstue, med store polstrede stole og storskærm lige i hovedet – iPads i siden og champagne.. ikke pænt, men yderst behageligt så det ud.

Piger klarede turen rigtig godt og både far og mor fik set to film - hver!! Heldigvis ikke de samme.. Mor: Broken og Diana og Far: Escape plan (Stallone/Schwarzenegger) og Hummingbird (Statham). Hvad skete der lige for den digitale detox?!





  • Comments(0)//www.almapalma.dk/#post4

Kunsten at nyde en ostemad – i tog.

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Thu, February 06, 2014 13:51:13

Pludselig troede jeg at min sidedame havde skidt i sine bukser. Hun var en nydelig dame på omkring de 60 år. Der spredte sig en liflig duft af noget, der bestemt ikke var rart for menneskeheden. Det viste sig at være en medbragt madpakke der var blevet åbnet på sædet foran os. Lidt ligesom 11. september og snevejr er sådanne episoder noget som virkelig bringer folk sammen. Det sjove var at følge udviklingen op igennem hele toget – man kunne høre hvor lagt osten var nået.



  • Comments(0)//www.almapalma.dk/#post3

Afsted

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Wed, February 05, 2014 08:57:03
Så sidder vi i toget og er på vej på vores første rigtige familieeventyr. Vi har haft en uge hvor der har været temmelig meget spænding og kriller i maverne. Men nu sidder vi i toget og er mega klar til at indtage "verden". Der er indkøbt kiks og søde sager i massevis og lige sidder pigerne med snuderne i hver sit dameblad. Læs: Monster High og MetroXpress.






  • Comments(1)//www.almapalma.dk/#post2

Dagen før dagen

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Tue, February 04, 2014 22:50:57
Så er det i morgen kl 06.50 Aarhus taxa kommer og henter os.. Vi ses d. 1/3..

  • Comments(0)//www.almapalma.dk/#post1

Planlægning

Thailand februar 2014Posted by Mads Stavnsbo Fri, December 13, 2013 19:30:25
Så er vi igang..


Vi rejser den 5/2 2014 med tog fra Aarhus H til Kastrup kl 8.27. Vi er i Kastrup kl 10.41

Dernæst er der afrejse mod Dubai kl 14.00.
Vi mellemlander i Dubai kl. 23.15.

D 6/2 kl. 03.05 flyver vi fra Dubai til Bangkok, Thailand.
Vi lander i Bangkok d. 6/2 kl. 12.05

Der har vi booket et guesthouse og bliver hentet i lufthavnen og bragt til New Road Guest house. (6 - 9. februar) + til hjemrejsen (26 - 28. februar)
New Road Guest House
1216/1 Charoen Krung Road
Bangrak, Bangkok 10500
Between Charoen Krung soi 34 and 36
English: +66 2630-9371
Thai: +66 81827-1599

Efter akklimatisering i Bangkok går turen videre til Koh Lipe i Sydthailand. Vi flyver fra Bangkok med AirAsia d. 9/2 kl tidligt.

På Koh Lipe - Koh betyder ø - har vi booket 2 bambushytter i en uge dvs. afrejse d. 16/2. Stedet hedder Green View Beach Resort


Adresse: 80 Moo 7 Tambon Koh Sarai, Koh Lipe, Koh Lipe, Thailand 91100
Telefon: +66 84 521 7969

Efter og under opholdet på Koh Lipe skal vi rundt til henholdvis Koh Bulon Lae, Koh Mook og Koh Tarutao hvorefter vi drager opad, enten i flyver eller i nattog.



Hjemrejse: Fredag d. 28/2 fra Bangkok kl. 02.25 - ankomst til Dubai kl. 06.05 - derfra videre til Kastrup kl 08.30 - ankomst i Danmark kl. 12.25




















  • Comments(1)//www.almapalma.dk/#post0